Berthold HELLINGRATH

Berthold Franz Hellingrath blev født den 27. oktober 1877 i Elbing, Vestpreussen, og døde den 15. december 1954 i Hannover. Han var en berømt tysk maler, grafiker og universitetslærer.

Hellingrath var søn af en rhinlænder og en schlesisk kvinde. Da han var fem år gammel, flyttede han til Gdansk med sine forældre, Bertha og Franz Hellingrath. Her fik han sin første kunstneriske uddannelse på Provinzial-Kunstschule under ledelse af Wilhelm August Stryowski (1834-1917) og Bernhard Sturmhoefel (1853-1913). Derefter studerede han på kunstakademiet i Dresden fra 1899 til 1905 og var elev af Gotthardt Kuehl. Han begyndte at studere i Dresden efter råd fra Arthur Bendrat, som han havde mødt under Bendrats studierejse til Danzig, og som han bevarede et livslangt venskab med. Fra 1907 havde Hellingrath sit eget atelier i Dresden, hvor han var i kontakt med Erich Heckel, medstifter af kunstnergruppen »Die Brücke« (1905), og Max Pechstein. Han rejste også ofte til Østersøen og opholdt sig ofte i Gdansk.

I 1925 blev Hellingrath udnævnt til underviser i arkitektonisk maleri, proportionsteori og frihåndstegning for bygningsingeniører ved det tekniske universitet i Hannover. Hans resultater blev anerkendt i 1928, da han blev udnævnt til æresprofessor.

Den 1. maj 1933 meldte han sig ind i NSDAP (medlemsnummer 2.956.334) og blev også medlem af den nationalsocialistiske tyske lektorforening (NSDDB). Men i oktober 1935 blev han frataget sine partihverv på livstid. Nationalsocialisterne afviste hans maleri, hvilket førte til, at Hellingrath blev udvist fra Reichskunstkammer i 1937 for »fremmedartet maleri«. Et stort antal af hans værker gik uigenkaldeligt tabt under bombardementer.