Friedrich Emil Neumann

Friedrich Emil Neumann blev født den 7. august 1842 i Pojerstieten, Fischhausen-distriktet, Østpreussen, og døde den 4. januar 1903 i Kassel. Han var en respekteret tysk maler, hvis kunstneriske karriere var præget af bemærkelsesværdig alsidighed og talent.

Neumann begyndte sin kunstneriske uddannelse som elev på kunstakademiet i Königsberg under vejledning af den anerkendte maler August Behrendsen. Senere fortsatte han sine studier på kunstakademiet i Kassel under August Bromeis. Efter sine studier arbejdede han først som tegnelærer og udviklede derefter en succesfuld karriere som freelancekunstner.

Under sine rejser til Norge og Holland var Neumann i stand til at uddybe sine kunstneriske færdigheder og forfine sin forståelse af landskaber og skildringer af havet. Efter sin lærer August Bromeis’ død overtog han hans stilling på akademiet i Kassel i 1881. I anerkendelse af sine fremragende evner blev han udnævnt til professor i 1891.

Friedrich Emil Neumann udmærkede sig først og fremmest som landskabs- og marinemaler. Hans værker, som indfangede naturens skønhed og pragt i alle dens facetter, blev første gang præsenteret for offentligheden på store udstillinger i Berlin, Dresden og Hannover fra 1879 og fremefter.

Neumanns kunstneriske talent syntes også at omfatte hans sønner, kunstnerne Ernst og Hans Neumann. Begge sønner havde også studeret maleri og bidrog dermed til videreførelsen af Neumann-familiens kunstneriske arv.