Friedrich Georg Papperitz

Friedrich Georg Papperitz, født den 3. august 1846 i Dresden og død den 26. februar 1918 i München, var en tysk multikunstner, der arbejdede med maleri, poesi og skulptur.

Hans kunstneriske udvikling begyndte i Dresden, hvor han udviklede sine færdigheder under vejledning af J. C. C. Dahl og senere i München under Carl Rottmann. Mellem 1838 og 1841 tilbragte han tid i Rom og rejste senere gennem Norge og Spanien, hvor han hentede yderligere inspiration.

Gustav Friedrich Papperitz, Friedrich Georg Papperitz’ far, der selv var landskabsmaler, blev født i Dresden den 27. januar 1813 og døde i samme by den 16. januar 1861. Takket være sin far kom Friedrich Georg tidligt i kontakt med kunstverdenen og fik værdifulde indtryk af kunstnere som Ernst Hähnel, Julius Hübner, Robert Reinick, Ludwig Richter og Johannes Schilling. Hans formelle uddannelse førte ham til kunstakademiet i Dresden fra 1861 til 1864, og efter en periode med selvstændige studier mellem 1866 og 1868 blev han indskrevet på akademiet i Antwerpen, hvor han især var imponeret over Rubens’ og van Dycks værker. Et syv måneders ophold i Paris fulgte.

I 1870 flyttede han til München og blev kort tid efter udsendt som soldat i den fransk-preussiske krig. Efter krigens afslutning bosatte han sig i München for altid. Hans rejser bragte ham til forskellige europæiske byer, herunder Paris, London, Holland, Schweiz og Italien. I sine tidligere kreative faser beskæftigede han sig hovedsageligt med historiske og mytologiske temaer, som i værket »Ankomst til underverdenen«. I sine senere år koncentrerede han sig om portrætmaleri og skrev også poesi. I 1896 blev han udnævnt til kongelig professor.