Ludwig von Hofmann

Ludwig von Hofmann (* 17. august 1861 i Darmstadt; † 23. august 1945 i Pillnitz nær Dresden) var en vigtig tysk maler, grafiker og designer. Hans værker, som blev skabt over seks årtier, kombinerer elementer fra symbolisme og art nouveau og viser også indflydelse fra andre moderne kunstbevægelser, fra historisme til ny objektivitet. Hofmann var en pioner inden for »New Weimar«-bevægelsen.

Han var søn af den preussiske statsmand Karl Hofmann, som var premierminister i storhertugdømmet Hessen fra 1872 til 1876 og blev ophøjet til den arvelige adel i 1882 som handelsminister i Bismarcks kabinet. Hans onkler var malerne Rudolf og Heinrich Ferdinand Hofmann.

Hofmann begyndte sine studier på kunstakademiet i Dresden i 1883 og fortsatte sin uddannelse hos Ferdinand Keller på kunstakademiet i Karlsruhe. I 1889 studerede han på Académie Julian i Paris, hvor han blev påvirket af franske kunstnere som Pierre Puvis de Chavannes og Paul-Albert Besnard.

Fra 1890 arbejdede Hofmann som freelancekunstner i Berlin og var medlem af »Group of Eleven«, som også omfattede Max Klinger og Max Liebermann. Fra 1894 til 1900 tilbragte han meget tid i Rom og i sin villa nær Fiesole, hvilket formede hans kunstneriske vision om et moderne Arkadien. Fra 1895 leverede Hofmann adskillige illustrationer til Art Nouveau-magasinet »Pan«. Han modtog en lille guldmedalje på den internationale kunstudstilling i Berlin i 1896 og blev medlem af »Berliner Secession« i 1898. I 1899 giftede han sig med sin kusine Eleonore Kekulé von Stradonitz.

I 1903 blev Hofmann udnævnt til professor ved den storhertugelige kunstskole i Weimar, hvor han var en del af den kunstneriske avantgarde i kredsen omkring Harry Graf Kessler og Henry van de Velde og blev en vigtig repræsentant for »New Weimar«-bevægelsen. Hans elever var bl.a. Hans Arp og Ivo Hauptmann. Han havde et nært venskab med Gerhart Hauptmann, som han rejste til Grækenland med i 1907. Han samarbejdede med van de Velde om flere byggeprojekter.

I 1916 blev Hofmann professor i monumentalmaleri ved kunstakademiet i Dresden. Hans vigtige værker fra denne periode omfatter designet af læsesalen på det tyske bibliotek i Leipzig (1919). Han illustrerede også litterære værker, bl.a. Leopold Zieglers oversættelse af Odysseen og Gerhart Hauptmanns Hirtenlied.

I 1920’erne og 1930’erne trak Hofmann sig lidt tilbage fra offentligheden. I 1937 blev nogle af hans værker udstødt som »degenereret kunst«, men andre blev fortsat udstillet. I 1941 blev han tildelt Goethe-medaljen for kunst og videnskab. Hofmann døde i Pillnitz i 1945 og blev begravet på kirkegården Maria am Wasser i Dresden-Hosterwitz.

Ludwig von Hofmann var medlem af det tyske kunstnerforbund. Blandt hans beundrere og samlere var kejserinde Elisabeth af Østrig-Ungarn, mæcenen August Freiherr von der Heydt, forlæggeren Rudolf Mosse og kunsthistorikerne Heinrich Wölfflin og Wilhelm von Bode. Rainer Maria Rilke dedikerede digtcyklussen »Die Bilder entlang« til Hofmann i 1898, inspireret af Hofmanns tegninger. Thomas Mann satte også pris på Hofmanns arbejde og lod sig inspirere af det til sin roman »Det magiske bjerg«. Hofmanns maleri »Kilden« hang i Manns arbejdsværelse indtil hans død. Hugo von Hofmannsthal skrev et forord til Hofmanns grafiske portefølje »Tänze« (1905).