Otto ACKERMANN-PASEGG

Otto Ackermann, født den 14. februar 1872 i Berlin og død den 31. maj 1953 i Düsseldorf, var en vigtig tysk maler, der primært specialiserede sig i landskaber, havlandskaber og portrætter.

Ackermann fik sin kunstneriske uddannelse gennem privat maleundervisning i den berømte marinemaler Hermann Eschkes atelier i Berlin. Han foretog studierejser til Italien, Belgien og Holland, hvor især hans ophold i Katwijk i 1905/1906 er bemærkelsesværdigt. Fra 1897 boede han i Düsseldorf, hvor han var en del af officersforeningen i Landwehr-distriktet i Düsseldorf og blev kendt som maler af landskaber fra Niederrhein. I 1897 blev han gift med Gertrud Steven fra Köln, med hvem han fik sønnen Carl-Josef (1898-1938), som senere blev kendt som arkitekt og regeringsarkitekt. Under Første Verdenskrig gjorde han tjeneste med rang af kaptajn. I juni 1915 mistede han sin 14 år yngre bror Kurt, som var næstkommanderende på luftskibet LZ 37 og blev skudt ned af Reginald Alexander John Warneford, mens han fløj over Gent.

Ackermann var et tidligt medlem af Deutscher Künstlerbund og var kunstnerisk aktiv i Düsseldorf, hvor han var medlem af Düsseldorfer Künstler-Vereinigung 1899 og Künstlerverein Malkasten fra 1898 til 1953. Han havde endda formandsposten fra 1932. I løbet af den nationalsocialistiske æra blev Malkasten bragt på linje, og Ackermann blev udnævnt til ny formand for foreningen i 1934 efter en ændring af vedtægterne. I denne rolle blev ni medlemmer af »ikke-arisk« afstamning ekskluderet fra foreningen i 1935. På grund af pres fra NSDAP blev han dog tvunget til at opgive ledelsen af foreningen i 1938. Ackermanns kunstneriske efterladenskaber administreres af Rheinisches Archiv für Künstlernachlässe i Bonn. Han døde i sin lejlighed i Hünefeldstraße 8 som følge af en ulykke i hjemmet, hvor han pådrog sig et kraniebrud.

I sine malerier foretrak Ackermann motiver fra Niederrhein, den belgiske, hollandske og tyske nordsøkyst samt fra Mecklenburg og den nordtyske slette. Han deltog i udstillinger i Düsseldorf, Berlin og München langt op i 1920’erne. Et højdepunkt var hans deltagelse med maleriet »Platz im Schnee« i Deutscher Künstlerbunds 3. årlige udstilling på det storhertugelige museum i Weimar. Han udstillede også sine værker i Dresden, Berlin, München og i sit adopterede hjem Düsseldorf i 1904 og 1906. Han modtog anerkendelse i Barcelona i 1907 og 1911, i Klagenfurt i 1912 (østrigsk statsmedalje) og i Salzburg i 1914.